Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forsikring og ansvar

Greve Kommune har ikke en kollektiv ulykkesforsikring, der dækker skader på elever eller elevers ødelagte briller, når eleven opholder sig på skolen eller deltager i skolens aktiviteter andre steder, f.eks. på lejrskoler eller andre ture.

Hvis en elev kommer ud for en ulykke i forbindelse med skolegangen, der medfører invaliditet, og der ingen erstatningsansvarlig er, bliver der ikke udbetalt erstatning, medmindre forældrene selv har tegnet en ulykkesforsikring for barnet.

Kort sagt er skolen kun erstatningsansvarlig, hvis en skade skyldes fejl eller forsømmelser fra personalet. I skoletiden har skolen tilsyns- og oplysningspligt overfor eleverne, og skyldes en skade af skolen (personalet) ikke har opfyldt denne pligt, er skolen erstatningsansvarlig.

Elever i 8. og 9. klasse er dog dækket af en særlig forsikring (Statens Erstatningsordning), når de deltager i erhvervspraktik eller i introduktionskurser - på f.eks. en teknisk skole eller en handelsskole.

I øvrigt gælder generelt, at man kun er erstatningsansvarlig, hvis man enten har handlet forsætligt, har handlet uagtsomt eller udvist en forsømmelse, der bliver årsag til en skade. Spørgsmålet om et barn har handlet uagtsomt afgøres ved at sammenligne barnets handling med, hvad et "normalt" barn på samme alder ville have gjort. Ville det "normale" barn have handlet på samme måde, er uheldet hændeligt, og barnet er ikke erstatningsansvarlig. Med andre ord er man kun erstatningsansvarlig, hvis man kunne indse, eller burde have kunnet indse, at ens handling, eller undladelse af at handle, har medført skade.

Børn er allerede fra omkring 5 års alderen personlig erstatningsansvarlig. Et barn, der laver skade på personer eller ting, er således erstatningsansvarlig, hvis der er handlet uagtsomt eller forsætligt. Ofte er det familiens familieforsikring, der udreder en eventuel erstatning, når barnet har handlet uagtsomt. Skader forvoldt med fortsæt, dækkes kun af en indboforsikring, hvis barnet er under 14 år. Yderligere oplysning om forsikringsforhold kan findes på hjemmesiden www.forsikringogpension.dk

 En konkret afgørelse om, hvorvidt en person er erstatningsansvarlig eller ej kan i sidste ende træffes af domstolene. Selvom de fleste sager ikke kommer så vidt, er det både her – og i hverdagen – den skadelidte, der skal bevise, at den, der har forvoldt skaden, enten har begået en fejl, dvs. handlet uagtsomt, eller har handlet forsætligt.

Dokumenter

Skolen og forsikring

Shape Created with Sketch.